Ansvar
Som arkitekter er vi med til at skabe rammer for mennesker. Det er en del af vores samfundsmæssige ansvar som rådgivere at opgradere vores viden og blive dygtige til at minimere indvirkningerne på miljøet i alt, hvad vi foretager os. Dette gælder også driften af Arkitektfirmaet C. F. Møllers syv tegnestuer.
Gennem en målrettet indsats søger vi hele tiden at minimere den miljøbelastning, som driften af tegnestuerne bidrager til. Vi arbejder på at skære ned på vores energiforbrug fx ved at bruge mindre el, mindre vand og varme, færre miljøfarlige kontorartikler, mindre papir per medarbejder og færre flyrejser. Hver tegnestue har en miljøkoordinator, som sørger for at registrere forbruget af energi og ressourcer og for at dokumentere indsatsen for at nå vores mål.
Arkitektfirmaet C. F. Møller har også tilsluttet sig FN's virksomhedsnetværk, Global Compact. Global Compact er et internationalt initiativ startet af FN med den hensigt at inddrage private virksomheder i løsningen af nogle af de store sociale og miljømæssige udfordringer, som følger med globaliseringen. Global Compact gør det muligt for virksomheder over hele verden at tage aktiv del i løsningen af disse udfordringer.
Global Compact omfatter ti grundlæggende principper inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og korruptionsbekæmpelse.
|
Ansvar
|