Operapavillonen

Operagæster i København skal ikke længere stå udenfor i regn og blæst, når de skal med havnebussen til og fra forestillinger. C.F. Møllers arkitekter og designere står bag en ny pavillon, der ligger i vandet lige ude foran Operahuset.

 

Den cirkelformede pavillon skal give læ for det omskiftelige danske vejrlig for såvel Operaens gæster som Holmens daglige pendlere, og kan rumme 200 ventende.
Det klare og enkle udtryk understreges af den geometriske form og i opbygningen af facaderne, der består af to bånd af kobber. Herimellem spænder en glasfacade med 360 graders udsyn til hele Københavns havnefront.
Taget er svagt skrånende og beklædt med kobber, og et rundt ovenlys er placeret asymmetrisk i taget. Pavillonen fremstår derfor helstøbt og gennemarbejdet med det fine tag, også når den betragtes oppe fra operaens foyer.
Pavillonen giver et smukt indrammet vue over Københavns Havn og en fornemmelse af at befinde sig midt i det hele - på grænsen mellem land og vand.

Skulpturel bænk

En specialdesignet bænk i egetræ og messing er monteret langs pavillonens buede væg. Møblet er, trods sit høje kvalitetsniveau i detaljering og materialer, skabt til industriel fremstilling. Det består af blot to forskellige profiler udfræset i massivt egetræ og påspændt den træbeklædte brystning.
Man sidder opret, men behageligt på bænken, som tilgodeser ældre og gangbesværede ventende.
Møblets cirkulære form drejer de ventende mod hinanden og indbyder til samtale og interaktion.

Holdbare materialer

Pavillonens materialer er, udover de æstetiske hensyn, også valgt ud fra en vurdering af holdbarhed, vedligehold, rengøring og sikkerhed i forhold til hærværk.
Kobberet, der om få år vil være irgrønt, er valgt for at skabe en arkitektonisk sammenhæng med de smukke, fredede brovagthuse på Knippelsbro, Langebro og Sjællandsbroen og byens karakteristiske kobbertage. Kobberet ældes smukt og er bestandigt over for det hårde maritime miljø.
Også egetræet, der i årtusinder har været benyttet til skibsbygning i Danmark, står godt imod det barske saltvand, og går igen både i bænken, i gulvbelægningen og på loftet.
Balustre, skilte og værn i messing patinerer ligeledes naturligt i havneklimaet. Her tåler alt at blive brugt.

Festlig lyssætning

Der benyttes udelukkende LED lyskilder i pavillonen. LED kræver væsentlig mindre vedligehold end andre lyskilder og bruger mindre strøm.
Kobberpavillonen fremstår om aftenen med en lyssætning, der signalerer en festlig stemning, men som også giver den ventende en følelse af tryghed.

Tilgængelighed for alle

Operapavillonen er tilgængelig for alle, det være sig unge som ældre, gangbesværede, synshandicappede eller hjælpemiddelbrugere, som benytter eksempelvis rollatorer, kørestole eller el-scootere. Selv når vandstanden i havnen er lav, og landgangsbroen er stejlest, sørger tværgående skinner af rustfrit stål indlagt mellem egeplankerne for, at de besøgende ikke glider.
Det fulde udsyn til alle sider sikrer, at den ventende kan se havnebussen længe inden, den ankommer, og derfor har god tid til at gøre sig klar til turen.

Cases

Boligrenovering

C.F. Møllers omdannelse af Himmerland Boligforening afdeling 19 & 22 er Årets Byggeri 2015. Den betragtning er boligselskabets direktør glad for. Boværdien og trygheden er øget betragteligt – vi har fået mere ud af det end forventet, forklarer han.

Digital Design Platform - BIM

C.F. Møller har været med til at definere, hvordan branchen anvender BIM som værktøj; Allerede i 2004 anvendte vi BIM i tilblivelsen af det nye Akershus Universitetshospital i Oslo, og vi har været aktive i det danske udviklingsprojekt "Det Digitale Byggeri". I dag er alle vores projekter BIM-projekter, og alle vores projektledere arbejder ud fra metoden.

12 grønne løsninger

Vores nye generation af projekter omfatter grønne bygninger certificeret efter internationale standarder såsom passivhus, LEED, BREEAM og DGNB.

Bæredygtigt Universitetshospital

Kan man tænke bæredygtighed ind i et projekt, der skal skabe et komplekst universitetshospital på størrelse med en dansk provinsby, og hvor der planlægges med 100.000 indlagte patienter og 900.000 patienter til ambulante behandlinger hvert år?

Operapavillonen

Operagæster i København skal ikke længere stå udenfor i regn og blæst, når de skal med havnebussen til og fra forestillinger. C.F. Møllers arkitekter og designere står bag en ny pavillon, der ligger i vandet lige ude foran Operahuset.