Lean, bæredygtig og digital med BIM - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller
ODEON Odense Musik- og Teaterhus - Lean, bæredygtig og digital med BIM - C.F. Møller. Photo: C.F. Møller

Lean, bæredygtig og digital med BIM

C.F. Møller Architects går foran i brug af BIM (Building Information Modelling). Det sikrer, at vores projekter er lean, bæredygtige og digitale, og at vores kunder drager fordel af fuld indsigt i bygningskonstruktionen, driftsomkostningerne, miljøpåvirkningen, tidsplanen med videre.

 

BIM (Building Information Modelling) bruges til at udarbejde digitale modeller af en bygnings fysiske og funktionelle egenskaber. Det er derudover også en arbejdsmetode og en måde at holde styr på informationerne på i projekteringsfasen samt i hele bygningens livscyklus. BIM er ikke begrænset til bestemte værktøjer eller programmer.


C.F. Møller har været med til at definere, hvordan branchen bruger BIM som værktøj. Tilbage i 2004 brugte vi allerede BIM til at tegne det nye Akershus Universitetshospital i Oslo. Vi har deltaget aktivt i udviklingen af den nordiske bygge- og anlægssektor via samarbejdsprojekter som for eksempel "Det Digitale Byggeri" og de gennemprøvede og praksisbaserede open source-kodningsstandarder, som nu benyttes i Danmark og Sverige. I dag er alle vores projekter BIM-projekter, og alle vores projektledere arbejder efter denne metode.
 
Integreret samarbejde mellem byggeriets parter
BIM kan bruges af alle, der ejer eller arbejder med at designe, opføre eller forvalte et anlæg eller en bygning – det være sig arkitekter, entreprenører, bygherrer, forvaltere og serviceleverandører – i et tværfagligt metodisk samarbejde.

 

BIM er ikke det samme som 3D CAD modellering (Computer Aided Design). Det grundlæggende formål med CAD er at illustrere og hjælpe folk med at visualisere, hvordan en bygning kommer til at se ud. Det kan BIM også, men derudover indeholder BIM detaljerede oplysninger om, hvordan en bygning skal fungere.

 

Ved hjælp af BIM har C.F. Møller været i stand til at levere en lang række meget krævende projekter inden for sektorer som sundhedsvæsenet, vidensarkitektur, markante kulturelle bygningsværker, hovedkvarterer for internationale koncerner og komplekse infrastrukturprojekter med fokus på at skabe værdi for kunder, samarbejdspartnere, brugere/interessenter og bygningsadministration og -vedligeholdelse takket være fuldt integrerede projekteringsprocesser.

 

Simulering af bygningsegenskaber
BIM omfatter fx oplysninger om komponentdetaljer og specifikationer, materialer, informationer om strukturelle belastninger, luftstrømme, vandstrømme, rumlige relationer, omkostninger og oplysninger om objekternes opbygning, brand-, lyd- og andre egenskaber, enhedspriser, levetid, leveringstider, driftsomkostninger og miljøpåvirkninger og meget andet.På den måde kan vi allerede på et tidligt trin få et overblik over mængderne og løbende holde os ajour med omkostningsstyring, bæredygtighed og tidsplaner.

 

Ved hjælp af BIM kan arkitekter og konstruktører fx simulere, hvordan vinden vil bevæge sig rundt om og gennem en bygning, og hvordan ventilation og vindhastighed ændrer sig, hvis bygningens form eller overflademateriale ændres. Vores BIM-modeller kan desuden give realistiske visninger i realtid og som Virtual Reality (VR). Det bruges til kommunikation med kunderne, brugerinvolvering og tilbundsgående kvalitetskontrol af modellerne.

Lean, bæredygtig og digital med BIM - C.F. Møller

Øget effektivitet

Hele vejen gennem bygningens livscyklus – fra idé over finansiering, byggefase og løbende drift til nedrivning – ligger de digitale bygningsmodeller som det centrale element for aktiviteterne i et byggeprojekt og for samarbejdet mellem de forskellige parter. BIM baner vejen for et nærmere samarbejde mellem parterne og omfatter hver eneste deltager i et projekt.

 

I vores BIM-projektering befinder 3D-modellerne sig ikke i filer, men i databaser, som kan læse data på kryds og tværs af hinanden og dermed berige hinanden.. Det giver en hidtil uset mulighed for at behandle og sammenligne data mellem forskellige typer software samt sikre, at oplysningerne kan kontrolleres og deles både visuelt og numerisk. Vi deler rent faktisk data og geometri. De sammenkædede databaser giver mulighed for nemmere integration af hele projekteringsteamets input fra det første bygningsprogram og fremefter og giver kunderne mulighed for på et tidligt stade at integrere skræddersyede bygningsdata og styklister med henblik på indretning, udstyr mv. og således drage fordel af modellernes WYSIWYG-kvalitet.

 

Når vi bruger BIM hele vejen gennem alle projektfaser, betyder det også, at vores planlægning bliver integreret med det Virtual Design and Construction (VDC)-workflow, som bruges af entreprenører og er en del af de moderne konstruktionsmetoder såsom præfabrikation og digital fabrikation, der bruges i dag. Potentialet spænder fra styring og optimering af kvalitet, tid og omkostninger i byggefasen til mulighed for vurdering af anlægsrækkefølge for kunder, entreprenører og byer på et tidligt stade.

 

Ved at bruge BIM kan vi sikre, at vores konstruktioner er "lean, bæredygtige og digitale", og giver således alt fra idé til finansiering, opførelse og løbende drift et mere sikkert, effektivt og strømlinet grundlag, hvilket er en konkret fordel for alle, der er involveret i at skabe, eje og bruge en bygning.

Lean, bæredygtig og digital med BIM - C.F. Møller

C.F. Møller Architects værktøjer

Vi benytter følgende software:
• Skitsering: Rhino
• Projektering: Revit
• Kollisionskontrol: Navisworks (og Solibri)
• Database over bygningselementer: dRofus
• Styklister: Revit, dRofus
• Planlægning: dRofus
• Visualiseringer: Enscape og forskellige former for VR
• Parametrisk modellering: Grashopper og Dynamo
• Forskellige BIM 360-softwarepakker

 

C.F. Møllers BIM-organisation
C:F. Møller råder over en omfattende BIM-organisation, der spænder fra strategisk ledelse til daglig BIM-koordinering i projekterne, som tager hånd om de problematikker, de projekterende arkitekter og konstruktører støder på i dette informationstunge projekteringsmiljø.

 

Alle projekterende medarbejdere er uddannet i Revit, og i hver afdeling har vi en BIM Manager til support. Vi kører faste kursusforløb samt et stort antal interne workshops for konstant at øge medarbejdernes kompetencer.

Cases

 
Vis flere nyheder