Konkurrence om byudvikling i Norge - C.F. Møller
4.2.2016

Konkurrence om byudvikling i Norge

C.F. Møller Norge er prækvalificeret til konkurrencen om at skabe et nyt fyrtårnsprojekt i den norske by Sand i Nord-Odal. Huset skal indeholde bank, bibliotek og lejligheder.
C.F. Møllers norske tegnestue skal i den kommende tid dyste med tre andre prækvalificerede teams om at skabe et forbilledeprojekt, der kan udvikle byen Sand som et kommunecenter i norske Nord-Odal. Den multifunktionelle bygning skal indgå som en central spiller i byudviklingen af den lille by i et administrativt centrum, der også huser kulturhus, biograf, restaurant, motel, dagligvarebutikker, børnehave, ældreboliger samt meget mere. - Det er en spændende opgave, vi skal i gang med at løse. Projektet er ambitiøst, for vi skal finde en unik måde at tilgå udviklingen af et af de mindre, men alligevel centrale, kommunehovedsæder. Vi må gå ambitiøst til værks for at ramme plet og finde en vej, som forhåbentlig kan gøre Sand endnu mere spændende, men som samtidig kan være et forbillede for andre, lignende områder, siger Christian Dahle, associeret partner og daglig leder af C.F. Møllers kontor i Oslo. Sand skal synliggøres Det nye byggeri i Sand skal være med til at synliggøre udviklingen i bymidten. - Vi skal skabe et hus, som bidrager positivt til udviklingen af Sand. Et centralt spørgsmål bliver, hvad projektet kan give tilbage til sine omgivelser. Derfor skal det nye bank-, biblioteks- og lejlighedsprojekt også være et attraktivt mødested i hverdagen for Nord-Odals indbyggere. Det skal falde folk naturligt at slå et smut forbi området, det er helt essentielt, siger Christian Dahle. Projektet skal udvikles på en 2.000 m² stor grund, og området skal udnyttes til fulde for at få funktionerne, som kommunen ønsker, til at falde i hak med virkeligheden. - Vi skærper hele tiden vores profil på byudviklingsprojekter, og i hele C.F. Møller-koncernen er vi konstant i gang med nye projekter, der fremtidssikrer og udvikler byer i både stor og lille skala, siger Christian Dahle. C.F. Møller Norge skal i konkurrencen om udviklingen af Sand op imod Reiulf Ramstad Arkitekter, ASAS arkitektur og Helen & Hard.

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder