C.F. Møllers kontor i Aalborg er en af regionens største tegnestuer med ca. 25 medarbejdere. Aalborg-afdelingen kom til i 1990, hvor C.F. Møller fusionerede med Jacob Blegvad Arkitektkontor. Kontoret ligger midt i byen, i Aalborgs nye samlingssted - shopping- og erhvervscentret Friis tegnet af C.F. Møller. Bygningen er en blanding af nybyggeri og ombygning af det gamle Magasin. Ved hjælp af to brede gangbroer samler stormagasinet Aalborgs gamle bydel og den nye havnefront; to bydele, der før har været adskilt af en trafikeret hovedvej. Friis' mange varierende facader er udformet i samspil med omgivelserne, så udkragninger, karnapper og vinduer er valgt alt efter, om de vender ud mod havnens store, åbne arealer eller bykernens tætte middelalderlige strøggader.