C.F. Møller, Hovedkontor
C.F. Møller har hovedkontor på de øverste fem etager af Europahuset ved havnen i centrum af Aarhus. Her er 140+ medarbejdere beskæftiget.
Øverst på penthouse-etagen er der kantine, mødefaciliteter og tagterrasse. På 9. - 11. etage ligger selve tegnestuen på sammenhængende, åbne etager, der bindes sammen af ét langt, skulpturelt trappeforløb gennem alle etagerne. 8. etage anvendes til værksted, arkiv, trykkeri og serverrum. C.F. Møller har selv stået for indretningen af tegnestuen.
C.F. Møller har haft tegnestue i Aarhus siden 1934 på skiftende adresser. I 2006 flyttede hovedkontoret til Europahuset. Det markante højhus fra 1959 hed tidligere BP-huset og er tegnet af Knud Black Petersen og Herbert Jensen Arkitekter. Det var ved opførelsen Aarhus' højeste hus med 12 etager.