Indgang til det nye væksthus - Bæredygtigt væksthus - C.F. Møller. Photo: Arkitektfirmaet C. F. Møller
15.1.2009

Bæredygtigt væksthus

Arkitektfirmaet C. F. Møller vinder i samarbejde med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma konkurrencen om et nyt væksthus i Århus Botaniske Have. Det blev offentliggjort ved et pressemøde 15. januar. Bæredygtigt design, nye materialer og avanceret computerteknologi har skabt væksthusets organiske form.
Interiør, palmehuset - Bæredygtigt væksthus - C.F. Møller. Photo: Arkitektfirmaet C. F. Møller
Fugleperspektiv - Bæredygtigt væksthus - C.F. Møller. Photo: Arkitektfirmaet C. F. Møller
Det eksisterende snegleformede væksthus i Botanisk Have i Århus udgør et nationalt ikon inden for væksthusarkitektur. Det er opført i 1969 af Arkitektfirmaet C. F. Møller og er tilpasset omgivelserne. Det har derfor været vigtigt tage hensyn til de eksisterende arkitektoniske værdier i udformningen af det nye væksthus. "Væksthuset er i dag en fuldendt bygning, som ikke står og råber på en tilbygning. Konkurrencen lagde op til et selvstændigt og markant nyt palmehus, men det har været centralt for os at sikre, at den nye bygning fungerer i samspil med den gamle, så en plus en bliver mere end to", siger arkitekt og partner i Arkitektfirmaet C. F. Møller Tom Danielsen. Den organiske form og den store volumen, hvor publikum på gangbroer kan gå på opdagelse i trækronerne, iscenesætter botanikken og rejsen gennem klimazonerne på en måde, der gør det nye væksthus i Århus til en fremtidig attraktion i europæisk klasse inden for væksthusarkitektur. Energidesign Det nye væksthus' form er baseret på energirigtige løsninger og viden om materialer, indeklima og teknologi. "Det nye palmehus er formgivet, så det bruger færrest mulige ressourcer, og dette tilsammen med fremtidens materialer giver mulighed for, at arkitekturen kan udtrykke sig i et nyt formsprog. Væksthusets komplekse og spektakulære form udspringer af energidesign", fortæller arkitekt og partner i Arkitektfirmaet C. F. Møller Tom Danielsen. Arkitekter og ingeniører har ved hjælp af beregningsprogrammer optimeret sig frem til bygningens konstruktion, så form og energiforbrug spiller bedst muligt sammen, og sollyset fanges optimalt. Den kuplede form og husets drejning i forhold til verdenshjørnerne er blevet til, fordi netop denne struktur giver den mindste overflade parret med det største volumen, mest muligt solindfald om vinteren og mindst muligt solindfald om sommeren. Bæredygtige teknologier Kuplen i det nye palmehus er lavet af luftpuder i EFTE - et unikt transparent foliemateriale, som absorberer solens varme og reducerer varmetab. EFTE er ligeså lysgennemtrængeligt som almindelige ruder, men isolerer som en termorude og er desuden meget billigt, meget let og kan fremstilles af genbrugsmaterialer. Verdens største bygning opført i EFTE er Beijings Olympiske svømmehal The Watercube. Andre eksempler på bæredygtige teknologier i det nye væksthus er varmepumpeanlæg for genindvinding af varme, regnvandstanke, solvarmepaneler og intelligent lysstyring. Botanisk formidlingscenter Det samlede projekt omfatter en gennemgribende restaurering af det gamle Væksthus hvor palmehuset omdannes til et nyt botanisk formidlingscenter rettet mod den brede offentlighed, samtidig med at anlægget udvides med det nye tropiske væksthus. Projektet forventes færdigt i 2012. Projektøkonomien er på 65 mio. kr., hvoraf Universitets- og Bygningsstyrelsen bidrager med 29 mio. kr., Århus Kommune med 12 mio. kr. og Realdania med 24. mio. kr.