Prisvindende renovering af boliger - C.F. Møller. Photo: Jørgen True
Prisvindende renovering af boliger - C.F. Møller

Prisvindende renovering af boliger

C.F. Møllers omdannelse af Himmerland Boligforening afdeling 19 & 22 er Årets Byggeri 2015. Den betragtning er boligselskabets direktør glad for. Boværdien og trygheden er øget betragteligt – vi har fået mere ud af det end forventet, forklarer han.

 



9. december 2015 modtog Himmerland Boligforening afdeling 19 & 22 hædersprisen som Årets Byggeri 2015. Det skete på baggrund af en bedømmelse fra en jury bestående af nogle af de største brancheprofiler i det danske byggeri.

- Det er et stort skulderklap til den indsats, vi har lagt ude på projektet, forklarer Søren Tortzen, afdelingschef i C.F. Møllers Aalborgafdeling og ansvarlig arkitekt på omdannelsen.

- Vi er lykkedes med at skabe et samlet byggeri af høj kvalitet på baggrund af et forholdsvis lavt anlægsbeløb. Kvaliteten i afdeling 19 & 22 er steget markant, siger han.
Prisvindende renovering af boliger - C.F. Møller

Et helt nyt boligmiljø

De 370 almene boliger i afdeling 19 & 22 er blevet omdannet og renoveret, så de nu fremstår fremtidssikrede og tidssvarende, og landskabet og udearealerne har dannet en helt ny indgang og tilgang til området. Det fremhæver direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen.

- Det, der virkelig fungerer ved afdeling 19 & 22, er, at der er skabt et helt nyt boligmiljø. Da vi startede, var det med målet om at få en helt ny profil i afdelingen. Det skulle ligne noget, folk gerne vil købe. Det har vi opnået, og arkitekturen har i den grad fungeret, forklarer Ole Nielsen, som understreger, at ikke kun boligerne har fået en ordentligt tur – også udearealerne, som C.F. Møller Landscape har arbejdet med, er komplet ændret.

- Opdateringen og nyskabelsen af landskabet har en enorm betydning for, hvordan beboerne trives i afdeling 19 & 22. En stor mængde beboerinddragelse har dannet ejerskab hos beboerne for de nye boliger og områderne omkring. Samtidig har det haft stor betydning, at parkeringspladserne er rykket fra at være centraliserede til nu at være ved de enkelte boliger. Det skaber et helt nyt liv udenfor. Nu sker der noget – hele tiden – og det har blandt andet været med til at øge trygheden, siger Ole Nielsen.
Prisvindende renovering af boliger - C.F. Møller. Photo: Jørgen True

Stor efterspørgsel

Afdeling 19 & 22 ligger i en del af Aalborg Øst, som historisk har været et udsat område. Men den massive renovering har betydet, at Himmerland Boligforening nu kan fornemme udsigten til en helt unik beboersammensætning i området.

- Renoveringen har betydet en øget boværdi for de nuværende beboere. Samtidig ser vi en større efterspørgsel. Nu rammer vi også de 55-årige og fremefter – dem, som sælger huse og gerne vil flytte i lejebolig, ligesom flere tidligere beboere nu gerne vil tilbage til området, siger Ole Nielsen.

- Jeg bliver indimellem spurgt af beboerne selv, hvad vi egentlig har gjort for at få så mange nye herud. Sagen er, at vi ingenting har gjort for netop det. Det er det interessante her. Vi mener, at det er kvaliteten i boligerne, der nu får så mange til at flytte til og tilbage.
Prisvindende renovering af boliger - C.F. Møller. Photo: Søren Kannegaard

Blevet til mere end forventet

En af de afgørende nøgler i skabelsen af den nye afdeling 19 & 22 har været C.F. Møllers rolle:

- Arkitekterne fik demonstreret, at de har en god forståelse for den her type af byggeri – også for beboerne. Det er vigtigt for byggeprocesser, hvor man har et udvalg, der kommunikeres med. Det har C.F. Møller været gode til at tage alvorligt, siger Ole Nielsen.

Den gode proces har samtidig betydet, at Himmerland Boligforening har fået mere ud af renoveringen end på forhånd forventet.

- Da vi havde Landsbyggefonden på besøg op til renoveringen, snakkede vi om detaljer som tagudskiftning og facaderenovering. Det har udviklet sig til meget mere. Projektet har gjort op med snakken om, at det ikke kan lade sig gøre at ændre de her bebyggelser fra 1970’erne og 80’erne, siger han.
Prisvindende renovering af boliger - C.F. Møller

Et pejlemærke for fremtiden

Størstedelen af den store transformation af afdeling 19 & 22 er afsluttet, og selvom projektet stadig er ganske nyt, er der stor optimisme at spore om fremtiden hos Himmerland Boligforening.

- Vi kan se, at mennesker omkring os er imponerede. Vi har både danske og udenlandske branchefolk på besøg, som lader sig inspirere af det. Man kan se forandringerne, og man har hele tiden kunnet se forskellen mellem det gamle og det nye igennem processen, siger Ole Nielsen.

- Renoveringen signalerer, hvor vi gerne vil hen. Vi kan helt håndgribeligt se den forandring, som kan skabes. Afdeling 19 & 22 er et fortrinligt eksempel. Det er blevet bevist, at vi kan få attraktive boliger og attraktive udearealer på niveau med højere boligområder. Vi tror på, at når bygning og anlæg rammer rigtigt, opstår der helt automatisk en forventning og en glæde ved bebyggelsen. Det er sket her, siger han.

Afdeling 19 & 22 er blot et af tre store projekter, som C.F. Møller i øjeblikket udfører for Himmerland Boligforening. Sideløbende med dette er store renoveringer af henholdsvis Magisterparken og afdeling 3 i Aalborg også i gang.

Cases

 
Vis flere nyheder