En ny klassiker er født - C.F. Møller. Photo: Jakob Jensen
28.10.2015

En ny klassiker er født

Danske aida og C.F. Møller Design står bag det prisvindende successtel ENSŌ, som forener smukt design med smarte løsninger, der både gør hverdagen smukkere og lidt sjovere - og netop har vundet en af verdens fineste designpriser.
En ny klassiker er født - C.F. Møller
En ny klassiker er født - C.F. Møller. Photo: aida
Det er efterhånden et år siden ENSŌ fra aida så dagens lys. Siden er det funktionelle design blevet stablet på kryds og tværs, og stacking-tendensen har bredt sig som ringe i vandet. Faktisk er succesen kommet så vidt, at ENSŌ netop har modtaget den prestigefyldte pris, Designpreis Deutschland eller German Design Award 2016, Special Mention, som er kendt for at spotte og hylde unikke designtrends. Her er juryen bestående af en gruppe af designeksperter fra forskellige grene ikke blot faldet for det smukke, simple design, men de har også haft fokus på de unikke stacking-løsninger, som designet giver. Og med god grund. ENSŌ kan nemlig bruges og kombineres på et utal af måder, og det giver nye muligheder i køkkenet såvel som på spisebordet. Design med mening Selv om designet er flot, stilrent og passer ind i de fleste danske hjem, er det netop det funktionelle islæt, der er tanken bag ENSŌ, som på japansk dels betyder cirkel, og på samme tid er et zenbuddhistisk symbol på frihed, kreativitet og elegance. Tallerkenerne kan bruges som låg, underkoppen passer til alle fire typer af kopper, og hver enkel tallerken, skål, kop eller underkop er lavet, så den kan stables, og det gør bl.a., at du kan bruge de forskellige elementer til opbevaring i køleskabet. ”Den virkelige styrke ligger i de gennemtænkte funktioner og proportioner i stellet, og de enkelte dele passer til hinanden på måder, som gør stellet multifunktionelt. Formen er ikke blot pynt, men i høj grad også funktionelt og emotionelt betinget. Cirklens kurver gør, at delene bliver behagelige og rare at holde om, og uanset hvilken vinkel man ser produkterne fra, fornemmer man de bløde cirkelslag,” forklarer Michael Sebber Colfelt, der er arkitekt og designer hos C.F. Møller, som står bag designet. Ud over de mange kombinationsmuligheder, er der også andre spændende features gemt i designet. Spisefladen på tallerkenerne er blevet maksimeret, så du har plads til maden, og rent ergonomisk er der også tænkt over designet; Den lille opkant på tallerkenerne giver et bedre greb og den indadgående kurve på kopperne er ikke blot en æstetisk løsning – den gør også, at de enkelte dele ligger bedre i hånden, holder bedre på varmen og aromaen. Låget til kopperne fungerer også som parkering til teposen og sågar som æggebæger. Den nye klassiker Hos aida er man så begejstret for ENSŌ, at man mener, at serien har potentiale til at blive en ny klassiker. ”Det hænger sammen med, at vi er blevet mere kvalitetsbevidste og gerne vil have designs, der kan lidt mere og holder lidt længere”, mener direktør hos aida, Peter Maae Jensen. ”Vi ser ENSŌ-stellet som aidas nye Atelier – men på et højere niveau. I dag har forbrugerne en større kvalitetsforståelse, og derfor har vi skabt et stel, som vi tror på holder i mange år,” siger Peter Maae Jensen. ”Der ligger virkelig mange tanker bag hvert produkt. Lyset brydes af den indadgående bue forneden, så kopperne nærmest svæver, og lyset falder på kurverne og reflekteres ned på bordpladen,” fortæller Michael Colfelt om designet. Hele vejen igennem er der tænkt mange tanker. Selv om både tallerkener og kopper fås i forskellige størrelser, har de samme højde, således at der er en rolig ensartethed over bordet, men det er ikke kun udformningen, der gør ENSŌ til noget helt specielt. Bag kvaliteten ligger der nemlig også utallige overvejelser. Porcelænet er højtrykspresset og dobbeltbrændt ved højeste temperatur, og det har resulteret i et holdbart produkt, der er så sikkert, at aida godt tør love hele 10 års kantskårsgaranti på ENSŌ-produkterne. For mere info kontakt: aida (www.aida.dk): Charlotte Juel csj@aida.dk C.F. Møller Design: Michael Sebber Colfelt msc@cfmoller.com

Press

 
Vis flere nyheder