C.F. Møller vinder VIA University College i Horsens
- C.F. Møllers oplæg er visionært og fremtidssikret og rummer alle potentialer for kvalitetsuddannelser.
Sådan er ordlyden i dommerbetænkningen, som følger den netop afgjorte arkitektkonkurrence om en stor del af Campus Horsens.
Det nye VIA University College og Innovationshuset, samlet 35.000 m², skal tilsammen udgøre tæt på halvdelen af det nye, samlede campusområde i Horsens, som CASA A/S i 2015 vandt retten til at udvikle med Horsens Kommune som bygherre.
- Vi har arbejdet målrettet igennem tre måneder på at præsentere et fuldendt og sammenhængende konkurrencemateriale. Vi har haft en både konstruktiv og super spændende dialogproces, som i høj grad har bidraget til det færdige projekt. Visionen om Campus Horsens har potentiale af international format, og det er fantastisk, at vi kan være med til at skabe rammerne om fremtidens uddannelsesby, og derfor er vi enormt stolte over resultatet, siger Michael Kruse, partner i C.F. Møller og ansvarlig arkitekt på projektet.
Undervisningsbyggeri med et bankende hjerte
Ordlyden er da heller ikke til at tage fejl af i dommerbetænkningen, som roser C.F. Møller og C.F. Møller Landscapes projekt, der vinder blandt ”tre meget flotte og gennemarbejdede projekter, der alle – på hver sin måde – har løst den stillede opgave”.
Det nye VIA og Innovationshuset skal bygges ved Horsens banegård, og samlet kommer området til at hedde Campus Horsens. C.F. Møllers vinderprojekt er blevet udvalgt af et panel af fagdommere, uddannelsesinstitutionerne, Horsens Kommune og Casa.
- Projektet løser med et enkelt greb omkring et centralt sammenbindende atrium på en meget flot og enkel måde sammenhængen i VIAs undervisningsbyggeri og Innovationshuset. Det centrale atrium bliver VIAs bankende hjerte og kobler indadtil de tre selvstændige bygningskarreer og tårnet, ligesom det udadtil bliver koblingen mod byen og Campuspladsen. I forslaget dirigeres mest muligt flow gennem det store centrale atrium på stueplan, så aktivitet, trafik og dynamik finder sted på byens gulv, både ude og inde, lyder det fra fagdommerne Katja Viltoft, JJW Arkitekter og Klaus Mikkelsen, Henning Larsen Architects.
En åben campus som udgangspunkt
En hovedidé med C.F. Møllers samlede projekt for VIA er, at der skabes et sted, som møder byen og åbner sig mod samfundet med aktiv og ungdommelig energi. Ønsket har været at skabe en campus, der er et billede på, hvordan et moderne videnssamfund skal forme sig i fremtiden – klogt, åbent, tæt, kreativt, heterogent, individuelt og med stor sammenhængskraft til byen og samfundet.
- VIA og Innovationshuset etablerer et levende bygningsmiljø, som i et varieret udtryk – og med et mangfoldigt indhold – vil invitere indenfor, invitere på tværs, kombinere og relatere viden og ideer samt åbne op og række ud, forklarer Michael Kruse om projektet.
- Det fremstår både sammensat af enkelte bygningsafsnit, med hver sin identitet, samt som én samlet skole med høj grad af fleksibilitet og stor rumlig og indholdsmæssig mangfoldighed. VIA og Innovationshuset er bygget op ud fra det klare mål at etablere et så robust bygningsmæssigt koncept, som i kraft af sin enkelthed og rationalitet både vil kunne realiseres inden for den økonomiske ramme samt sikre, at skolen – med sin store fleksibilitet – kan tilpasse sig fremtidige forandringer og programændringer, uden at de arkitektoniske kvaliteter svækkes, siger han.
Opfylder visionen på bedste vis
Konstantin Lassithiotakis, der er direktør i VIA University College og leder af Campus Horsens, er meget begejstret for vinderprojektet fra C.F. Møller og C.F. Møller Landscape.
- Vinderprojektet opfylder på bedste vis VIAs vision for det nye campusbyggeri og matcher vores mange forskellige uddannelser til blandt andet ingeniør, bygningskonstruktør, pædagog og sygeplejerske. Projektet giver en fremragende løsning til at opnå den styrkede sammenhæng, vi har ønsket os i forhold til tre dimensioner: Internt i VIA, på campus med de øvrige virksomheder og institutioner og ikke mindst i forhold til Horsens by. C.F. Møllers oplæg er visionært og fremtidssikret og rummer alle potentialer for kvalitetsuddannelser. Det understøtter tillige Horsens som en driftig uddannelsesby, siger Konstantin Lassithiotakis.
Borgmester i Horsens, Peter Sørensen, glæder sig over de to vinderprojekter og roser C.F. Møller og RUM for de løsninger, der præsenteres:
- Jeg er glad for at se de forslag, der er kommet. Den arkitektoniske kvalitet er rigtig høj, og det er to gode firmaer, som har forstået vigtigheden af, at skabe et spændende og tidssvarende campusbyggeri. Tegningerne afspejler tydeligt vores vision om, at det ikke kun skal være et campus for de studerende, men for hele byen. Det gør mig rigtig glad, siger han.
C.F. Møller var oppe imod den lokale tegnestue RUM samt Arkitema. Ud over konkurrencen på VIA og Innovationshuset foregik sideløbende en konkurrence på den nye Social- og Sundhedsskole på Campus Horsens. Her deltog samme felt af arkitekter, og RUM er udpeget som vinder af den 4.500 m² store uddannelsesinstitution.