25.6.2014
Stærk Nordisk konsolidering i Partnerskabet
C.F. Møller styrker yderligere engagementet i Norge og Sverige gennem udnævnelse af nye associerede partnere i arkitektfirmaet, som hører til blandt de største i Norden.
Christian Dahle, daglig leder af C.F. Møllers kontor i Oslo, og Mårten Leringe, VD for C.F. Møllers svenske afdeling Berg | C.F. Møller, træder fra den 1.juli ind i partnerkredsen som associerede partnere.
Christian Dahle, daglig leder af C.F. Møllers kontor i Oslo, og Mårten Leringe, VD for C.F. Møllers svenske afdeling Berg | C.F. Møller, træder fra den 1.juli ind i partnerkredsen som associerede partnere.
C.F. Møller har gennem mange år stået bag betydelige projekter i Norge og Sverige, og betragter sig som en skandinavisk og international virksomhed. Udvidelsen af partnerkredsen understreger denne identitet, og forventes at styrke C.F. Møller i det skandinaviske marked som helhed, med baggrund i de synergier som allerede i dag skaber grundlaget for et stærkt fagligt fællesskab imellem vores afdelinger i de skandinaviske hovedstæder.
I både Norge og Sverige ser C.F. Møller et stærkt potentiale i at tilbyde det fulde omfang af koncernens know-how og ydelser, som omfatter hele spektret af arkitektydelser indenfor Undervisning, Forskning, Sundhed, Erhverv, Boliger, Sport, Urban Design, Infrastruktur og Industri. En særlig fordel for kunderne er muligheden for fuld integration af funktionsplanlægning og space-planning samt landskab og komponentdesign in-house i C.F. Møllers projekter.
"Christian Dahle og Mårten Leringe er to fremtrædende profiler, som både står for kontinuitet og fornyelse. Begge har et fundamentalt værdisæt som ligger i direkte forlængelse af C.F. Møllers værdier og ambitioner, og begge er samtidigt eksponenter for fremtiden. Sammen styrker vi vores interskandinaviske potentiale til at skabe relevant og innovativ arkitektur af højeste kvalitet", udtaler Klaus Toustrup, CEO og partner i C.F. Møller.
I Norge står C.F. Møller bl.a. bag så betydningsfulde projekter som Golden-League arenaen Bislett Stadion, Universitetssygehuset Akershus ved Oslo samt restaureringen af Oslo Universitets fredede Domus Media med den berømte Munch-sal. Aktuelt arbejder tegnestuen i Oslo blandt andet med byggeriet af Kristiansund Opera- og Kulturhus, der skal danne rammerne om Norges ældste opera fra 1805, og et nyt skulpturelt højhusbyggeri på den gamle Postterminaltomten midt i Oslo centrum.
I Sverige er C.F. Møller aktuelt i gang med at opføre Europas største forskningscenter Biomedicum ved det anerkendte Karolinska Institut, og står bag projekter som Sveriges nye nationalstadion Friends Arena, Boligtårnet Alvik Tower, samt senest vinderprojektet for Stockholms nye landemærke, fremtidens almene boliger for boligselskabet HSB i form af skyskrabere af træ.
Christians Dahles biografi
Christian Dahle er arkitekt MNAL, og studerede på Oslo Arkitektskole AHO og ETH Zürich med diplom fra AHO i 1995. Christian Dahle arbejdede for Lund & Slaatto efter endt uddan-nelse og var ansat ved Jarmund/Vigsnæs fra 1996 til 1998. Har siden 1998 haft egen praksis, Dahle/Dahle Arkitekter, med Einar Dahle, og i 2001 Dahle/Dahle/Breitenstein med Kurt Breitenstein, som i 2005 skiftede navn til Dahle & Breitenstein. I perioden 2006-2010 har han samarbejdet med Reiulf Ramstad Arkitekter, især med udarbejdelsen af arkitektkonkurrencer. Christian Dahle underviste på Arkitektur- og Designhøjskolen i Oslo i 2009. Fra 2010 til 2012 har han foruden arbejdet i Dahle & Breitenstein været konkurrencerådgiver for Norske Arkitekters Landsforbund. Christian Dahle har deltaget i flere udstillinger i ind- og udland, er blevet udnævnt som fagdommer for NAL og har fungeret som konkurrencesekretær i en række arkitektkonkurrencer i Norge. Med sine partnere har Christian Dahle modtaget Betonprisen 2002, Sundts præmie 2005-2006, NPA's bygherrepris 2007 og NSW's jubilæumspris 2008.
Mårten Leringes biografi
Mårten Leringe er arkitekt SAR / MSA, og blev uddannet ved Kungliga Tekniska Högskolan, Arkitektskolen i Århus, og TU Delft i Holland, med diplom fra KTH i 2003. Fra 2003 til 2004 underviste Mårten Leringe på Kungliga Tekniska Högskolan i arkitektur og byplanlægning. Fra 2004-2007 var Mårten Leringe ansat ved Marge Arkitekter, og fra 2007 ansat ved Berg Arkitektkontor, som siden 2007 har været en del af C.F. Møller. I Berg | C.F. Møller har Mårten Leringe været ansvarlig for kendte projekter som Alviks Tårn og Värtaterminalen. Mårten Leringe har arbejdet med en række konkurrencer og udviklingsprojekter, og har virket som fagdommer. Siden 2012 har Mårten Leringe været administrerende direktør for Berg | C.F. Møller i Sverige.
Yderligere oplysninger:
Associeret partner, sivilarkitekt Christian Dahle, Oslo
Tel: +47 2413 3405, mobil: +47 9115 0186, mail: cda@cfmoller.com
Associeret partner, arkitekt Mårten Leringe, Stockholm
Tel: +46 (0)8 5557 6038, mobil: +46 (0)7 0563 7519, mail: marten.leringe@bergcfmoller.se
Partner & CEO, arkitekt Klaus Toustrup
Tel: +45 8730 5300, mobil: +45 2325 5304, mail: kt@cfmoller.com