Det nye Brabrand Rostadion ligger i landskabet som enkle, sorte træbokse. Klubhuset, som er bygget sammen med et eksisterende bådehus, er beklædt med smalle, sortmalede træprofiler, lagt i varierende retninger, som giver facaden et enkelt, men samtidig raffineret og oplevelsesrigt udtryk. Dommertårnet hæver sig på en base af sorte trælameller og fremstår nærmest svævende.
Mobile skodder kan skydes for vinduerne, så klubhuset kan lukkes helt ned – bag skodderne har facaden felter i cortenstål, som giver et andet udtryk til bygningerne, når de er på standby.
Klubhuset er hævet en meter over terræn for at imødekomme oversvømmelser.