Byggeriet består af tre boligfløje – to med boliger, én med aflastningsboliger og -soverum. Fløjene bliver bundet sammen af den centralt placerede administrationsbygning med fællesrum som fx kantine.
Boligerne ligger i stueplan og har alle terrasser med fin kontakt og let adgang til den omgivende skov og eng.
Det bærende motiv i arkitekturen er byggeriets vekslende taghældninger på den række af mindre enheder, som byggeriet består af. Tilsammen giver det gode opholdsrum og udearealer. Aflange vinduer og større glasflader giver liv til facaden. Med materialer som zink og bejdset træ har facaden en naturlighed, der harmonerer med skoven og de omgivende fjelde – og med de andre bygninger i området, bl.a. en børnehave, som C.F. Møller også har tegnet.