Ingeniørfirmaet COWI har haft sin Aarhus-afdeling i Nobelparken siden komplekset blev opført i 1997. COWI havde et ønske om at samle alle medarbejdere i Aarhus under ét tag og blive i Nobelparken.
COWI’s udvidelse er opført som en nybygning til Nobelparken, så den fremstår som en naturlig forlængelse af kompleksets karakteristiske blokstruktur, der skyder op med høje bygninger i rødt tegl. Således indgår COWI’s nybygning i den eksisterende serielle blokkomposition, og er opført i samme tegl som de oprindelige blokke.
Hovedindgangen ligger i stueetagen, hvor man også finder receptionen og kantine. Mødefaciliteter, kontorer og uformelle samtalerum ligger langs gangarealer med lysindfald fra en vestvendt glasfacade. Gangarealerne fremstår som svævende platforme forbundet af én trappe, der går igennem alle etager og skaber samhørighed mellem afdelinger og medarbejdere. Det sikrer COWI’s ønske om en planløsning, der skaber interaktion mellem afdelinger.
Trappen ender ved en tagterrasse med storslået udsigt til Djursland mod øst og Marselisborg skovbælte, som strækker sig langs kysten mod syd. Med nybygningens glasvolumen og samme arkitektoniske udtryk som den originale blokstruktur, står nybygningen som en værdig afslutning af Nobelparken mod nord.
C. F. Møller Architects har været bygherrerådgiver på projektforslaget, og lavet hovedprojekt på nybygningens råhus og landskabet.