Arkitektens eget hjem er bygget i 1969 i in-situ beton og udvidet med tilbygninger i 1978, 1992, 2001 og 2009.
Facaderne på bygningen såvel som på gæstehuset er beklædt med lærketræslister, der tegner bygningens figurationer og mønstre. Træet er ubehandlet og vil med tiden stå i en varm, sølvgrå tone. Bygningernes femte facade - taget - der ses fra den øverste terrasse af hovedhuset, er tilplantet med sukkulenter, mosser, flerårige planter og stenurter. Tag og facader er også tænkt ud fra et bæredygtigt sigte.
I det 3,5 m høje arbejdsrum er der både taget hensyn til dagslyset og udsigten. Væggene er beklædt med birkekrydsfinér opdelt i felter, der indgår i farvekompositioner. Hver væg fremstår med sit eget billede og sin egen lysvirkning. Loftet er malet af Christine Møller på lærred opsat i rammer og skal illudere en rumlig uendelighed.