Villaen, der er opført i første række, har en kompakt form, hvor store glaspartier orienterer sig mod udsigten i syd-sydvest og samtidig udnytter den passive solvarme bedst muligt.
I byggeriets og bygherrens ånd er huset opført med miljømærkede og bæredygtige materialer, fx er huset isoleret med papirgranulat, som er et genbrugsprodukt. Huset er tegnet til at kræve et minimum af vedligeholdelse, bl.a. er facaden beklædt med fiberbeton for at kunne modstå klimaet ved Vesterhavet, hvad der gør byggeriet bæredygtigt over tid.