Villa E. C.F. Møller. Photo: Julian Weyer

Villa E

Villa i det nordlige Aarhus, udført i eksklusive kvalitetsmaterialer og med et unikt detaljeringsniveau og referencer til ikonisk arkitektur.
 Villa E. C.F. Møller. Photo: Julian Weyer
Fakta

Bygherre

Fortroligt

Adresse

Risskov, Aarhus, Danmark

Omfang

261 m2

År

2020

Entreprenør

Jakob Tømrerfirma A/S

Ingeniør

Tri-Consult

Arkitekt

C.F. Møller Architects

Andre samarbejdspartnere

Petersen tegl / Krone vinduer

I det nordlige Aarhus er Villa E opført i et kuperet parcelhuskvarter. Konceptet, materialer og detaljeringsgrad er inspireret af det ikoniske Aarhus Universitet, som også er tegnet af C.F. Møller Architects, og i dag er at finde på den danske arkitekturkanon. Referencen ses bl.a. i villaens grundlæggende komposition bestående af fire enkle saddeltagshuse, der tilsammen danner rammen om denne familiebolig. Det arkitektoniske hovedgreb udspiller sig i et større hovedhus, der som koncept er ’løftet op’ på tre mindre huse fordelt på to plan.

Sammenhængende hele

Villaen følger grundens skrånende terræn, hvor den ud mod vejen leder indkørslen ned under huset til en indbygget garage og kælder. En karakterfuld og smukt udført tegltrappe fører op til indgangen. Herfra træder man ind i villaens hovedrum, et stort højloftet køkken alrum med et elegant buet loft, der afsluttes i et stort ovenlys, der skaber et fantastisk lysindfald. Fra dette samlingsrum er der direkte kontakt til fire børne- og ungdomsværelser samt et stort vinduesparti med udgang til haven. Køkkenet er delvist indbygget i en kerne af tegl, der er gennemgående i huset, og som sammen med en modstående siddeniche-reol opleves som skulpturelle elementer i dette centrale rum.

Via en trappe fra køkkenet er der adgang til villaens stue, der ligger i haveniveau. Stuen er åben til kip og loftet er beklædt med lister, som fortsætter ud under terrassens tag og danner et overdækket opholdsrum. Fra stuen er der adgang til forældreafsnittet med soveværelse, walk-in closet og badeværelse.

Bevæger man sig videre ned af trappen, ved den gennemgående kerne, ankommer man til husets nederste niveau med hobbyrum, teknik, bryggers og garage.

Enkle, holdbare og velvalgte materialer

Villaens materialemæssige udtryk bæres af tre primære materialer: Tegl, egetræ og natursten. Rustikke håndstrøgne tegl i rødlige nuancer anvendes i form af skærmtegl på facader og tag kombineret med en sten på belægninger, trapper og den indre kerne. Egetræ går igen både ude og inde. Udvendigt er det benyttet som listebeklædning af skure og porte. Indvendigt giver egetræet en varm glød til stemningen i villaen, og går igen på vindueskarme, døre, fast inventar, listelofter og sildebensgulve og overalt finder man snedkerdetaljer på højt niveau. Lyse natursten i husets tre badeværelser giver rummene et elegant og tidløst udtryk.

Husets grundkonstruktion består af en base støbt i beton, mens resten af huset er opført som en bæredygtig trækonstruktion. Villaen er bygget i henhold til dansk Energiklasse 2020.

Læs mere

Flere projekter | Villaer

Gå til Projekter

Contact

Feel free to contact us for more information or business inquiries.