Komforthuset er et enfamiliehus bygget efter passivhus-princippet. Passivhuse sparer næsten hele varmeudgiften og har et optimalt indeklima. Arkitektonisk tager C.F. Møllers Komforthus sit afsæt i den nordiske modernismes lyse og enkle tradition. Huset lukker af mod nord og åbner op med store glaspartier mod syd, hvor også opholdsrummene befinder sig. Et trædæk foran huset udgør terrassen. I glaspartierne er indsat massive elementer for at mindske varmetabet og afskærme for solen. Huset er i tegl med bagvægge af træ. Begge materialer medvirker til en naturlig regulering af indeklimaet. Materialerne er gennemgående både indvendigt og udvendigt og skaber dermed en flot sammenhæng mellem inde og ude.