Efter lynnedslag og efterfølgende total udbrænding af ejendommen ønskede ejerne ikke at genopføre det stråtækte hus pga. tagets brandfarlige karakter.
I den nyfortolkede version af bygningen er det valgt at fastholde den klassiske tilgang og det symmetriske afsæt for bygningens komposition.
Det nye forslag er mindre end det oprindelige hus, og med sin opdeling i hovedhus og anneksfløje virker det mindre dominerende og mere tilpasset de omkringliggende nabobygningers skala. Samtidig formår bygningsvolumenernes indbyrdes placering at fastholde det klassiske landvillapræg og samhørighed med den store grunds parklignende karakter.
Bygningerne placeres umiddelbart oven på tomten fra det oprindelige hus og indgår således direkte i den eksisterende kontekst, hvad angår haveanlæg og tilkørsel.
Taget er udført som et metaltag med stående false og nedsænkede tagrender. Der er anvendt for-patinerede materialer, som sikrer en belægning helt fri for genskin fra solen.
Facaderne er udført med et lystfiltset murværk brudt dels af modificerede, miljøvenlige og langtidsholdbare egetræspartier.
Alle store glaspartier er trukket ind under sternen og indrammes af en klassisk arkadestruktur, som dæmper den visuelle fremtoning af glasset.
Bygningen vil således i sin fremtoning indføje sig stedet som en moderne, klassisk spejling af det oprindelige hus.