Anlægget er disponeret så person- og lastbiltrafik er separerede, og SKAT og veterinærkontrollen råder over hver deres kontor- og undersøgelsesområde, med tilhørende sikkerhedsforanstaltninger. Placeret midt i bygningen findes en fælles modtagelse med ventearealer for chauffører i stuen, og på første sal et fælles kantineområde med en stor tagterrasse. Terrassen indrammer den storslåede udsigt over Aarhus Bugt, og danner overdækning og læ for hovedindgangen. Bygningens rå fremtræden i beton og stål matcher havnens barske klima, og understreger slægtskabet med de øvrige servicebygninger i området.