Idéen har været at give den nye, tekniske bygning, som ligger i det åbne landskab, en markant arkitektonisk profil og samtidig bygge på en måde, der sikrer maksimal fleksibilitet.
Hallen er derfor bygget op som et modulsystem. Modulerne er lette skaller med et hældende tag og en udvendig beklædning, der er diagonalt foldet. Den foldede struktur er med til at sikre hallens tværgående stabilitet. Placeret i forlængelse af hinanden danner modulerne en åben lamelstruktur med en serie af trekantede lysindfald. Det giver et varieret lys til hallen, ligesom det skaber indkig til det karakteristiske GIS-anlæg, som er bygningens hjerte.
Alt i alt giver løsningen en stærkt skulpturel og facetteret bygningskrop. Med det skiftende dagslys skaber knækkene i bygningens overflade hele tiden nye skyggedannelser, så bygningen får nye udtryk – dagen igennem, året rundt.