Kulhuset er en unik blanding af ny infrastruktur og rekreativ byhave, der skaber en platform for fællesskaber i byen til sport, kultur, leg og rekreation. Projektet forvandler det engang bakkede landskab af kul til et grønt bakket byrum, der peger frem mod en klimavenlig fremtid og understøtter områdets transformation fra industriområde til et levende, socialt og bæredygtigt byområde. Med sin unikke placering, hvor by møder havn, bliver Kulhuset en ny, unik destination i Aarhus, der udover muligheden for publikumsorienterede funktioner rummer op til 700 parkeringspladser fordelt på husets knap 20.000 m2.
Et aktivt og inviterende parkeringshus i byen
I parkeringshusets stueetage er der mulighed for at udvikle forskellige udadvendte funktioner som eksempelvis fødevarefællesskaber, lokalt iværksætteri og udstillingsarealer. Husets hjørner trækkes tilbage for at skabe mindre, inviterende byrum af forskelligartet karakter. Muligheden for at integrere mange forskellige funktioner og aktiviteter sikrer en bred brug af huset, der gør Kulhuset til meget mere end blot et parkeringshus. På Kulhusets tag etableres et sammenhængende oplevelseslandskab, der skaber en ny forbindelse mellem by og havn. I det daglige tilbyder taget en oplevelsesrig vandring mellem køkkenhaver, amfiscener, udsigtspunkter og træningsområder, men taget kan også bruges til større arrangementer, som koncerter, markedsdage og sportsaktiviteter. På husets tredje sal, med direkte forbindelse til områdets historiske Kulbro etableres et særligt forhøjet byrum, hvor Kulbroen og Kulhuset mødes. Dette særlige sted skaber et direkte bindeled for husets pendlere til Aarhus Hovedbanegård. Parkeringshusets facade er opbygget efter bæredygtighedsprincippet Design for Disassembly. Facaden består af upcyclede plader i feks. aluminium, sinus eller trapez og genbrugsmaterialer fra eksisterende bygninger, anlæg og containere fra de nære havnearealer.