Aarhus Universitet er udvidet med den nye Universitetsby, som tidligere var Aarhus Kommunehospital, og en række tunneler forener de to campusser, der tidligere var adskilt af den trafikerede vej Nørrebrogade.
Arkitektonisk og funktionelt er tunnelen et vigtigt bindeled for sammenkoblingen af de to områder. En blanding af gule og røde mursten i tunnelens buede vægge skaber en gradvis overgang mellem Aarhus Universitets gule mustensbygninger i den grønne Universitetspark og de kompakte røde murstensbygninger i det tidligere Kommunehospital. Samtidigt er tunnelen en vigtig del af infrastrukturen for Aarhus Universitet, idet den omgår den trafikerede Nørrebrogade med en sikker forbindelse for bløde trafikanter. Koblingen styrker også Aarhus Universitets forbindelser til de omkringliggende kvarterer mod Trøjborg og Katrinebjerg.
Integreret i omgivelserne
Med en enkel gestus omslutter de bølgende teglmure fodgænger- og cykelstien, som snor sig under Nørrebrogade. Teglmurerne falder i højde efterhånden som tunnelen integrerer sig med terrænet i Universitetsparken og den nye Universitetsby, hvor ruten kobler sig til nye og eksisterende stisystemer og slynger sig naturligt ind i det bakkede terræn. Fra Universitetsbyen er der også adgang til tunnelen via brede trapper med buede værn i tegl.
Med et konsistent materialevalg i gule og røde tegl og med en formgivning, der naturligt falder ind i Universitetsparkens bakkende og slyngende terræn, integrerer tunnelen og landskabet sig med områderne på hver side af Nørrebrogade, og binder hele campussen sammen.