Lunds hovedbanegård er en af de mest trafikerede togstationer i Sverige, og med den nye station kan der skabes et spændende mødested i byen.
Arkitekturen harmonerer med nærområdet og giver det en karakterfuld silhuet, som kan ses fra flere forskellige steder i byen. Selve stationen skal udvikles til et moderne mødested og et infrastrukturelt knudepunkt i Lund og i regionen. Forslaget omfatter en ny stationsbygning, nye bygningsarealer med erhvervslokaler samt en renovering og flytning af den eksisterende toldbygning fra 1800-tallet.
Den nye stationsbygning er designet som et moderne mødested med inspiration fra Lunds bygningstradition og internationale stationsbygninger. Et sammenhængende tag og en bred bro over sporene knytter de østlige og vestlige dele af Lund sammen. Broens generøse dimensioner giver mulighed for erhvervsmæssige formål ovenover sporene og skaber et nyt hverdagsrum med udsigt over sporområde og byen Lund.