Forslagets udformning tager inspiration i områdets gavlbygninger. Gavlmotivet er blevet ekstruderet, og danner herved bygningens tre bånd. De tre bånd er sat sammen for at skabe en kompakt bygning, der giver mulighed for en enkel cirkulær rute gennem bygningen. Bygningens gavle bruges til projektioner, der skaber en inviterende ankomst og giver bygningen en tydelig profil.
Projektet har haft særlig stor fokus på sikkerheden omkring den logistiske håndtering af museumsgenstandene. Derfor er gavlene blandt andet udformet med henblik på en nem og sikker adgang med lastbil. Desuden er vinduerne hævet 1,3 meter over gulvet for at sikre mod rambuktyveri. Forsyningsvejene er placeret langs et loop, der ikke kun giver en effektiv arbejdsgang, men også sikrer depotrummene mod brand, da de er fri for el-og andre installationer.
Centralt i bygningen er en overdækket terrasse, der giver lys og luft til personalet. Desuden muliggør terrassen, at der kan udstilles i midten af bygningen uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Facaden er støbt i hvid polymer, der giver associationer til indpakningspapir. Strukturen i facaden skaber flotte skyggevirkninger og refleksioner, der forandrer sig afhængigt af årstiden og tiden på dagen.
Bygningen er udformet således, at den nemt kan udbygges samtidig med, at bygningen fremtoning bibeholdes.