Museet har med sin kompakte form dannet et nyt tyngdepunkt i byen. Facaderne består af fragmenterede uigennemsigtige glasflader med linjer, der refererer til brudlinjer i is og skaber en irregulær dynamik. Om aftenen er der lys i glasset, så bygningen opleves som en funklende blok midt i byens mørke.
Indvendigt giver museets krystallinske form en asymmetrisk planløsning. De besøgende bevæger sig op gennem museets fire etager i et åbent trapperum med en farvemættet turkis trappe. Trappen rejser sig mod lyset og tagterrassens panoramaview. Den lyse tagterrasse er udformet til udendørs udstillinger og forestillinger.
C.F. Møller har også tegnet kontorbygningen Storhagen Atrium og boligerne på Meieritomten, der forholder sig til kunstmuseet som mørke fjelde omkring isblokken.