Generalplanen skitserer bl.a. en ny måde at organisere modtagelsen af akutte patienter på med et akutcenter med operationsafdeling, opvågning, intensiv og diagnostiske sengepladser, der sikrer hurtig diagnose og behandlingsplan. Andre tiltag er en ny psykiatrisk afdeling, nyt landsapotek samt ny lægeklinik for de praktiserende læger. Der bliver skabt ekstra plads på de eksisterende sengeafdelinger ved at opføre et nyt patienthotel. Patienthotellet får en markant rund form, der giver patienter og personale et vue over den omgivende natur, bl.a. Sanabugten og fjorden.
Den første af generalplanens i alt ni etaper er nu gennemført – en tilbygning, der rummer Dronning Ingrids Sundhedscenter, dvs. ny lægeklinik og nyt landsapotek. Med en iøjnefaldende, skulpturel form - nærmest som en isblok, der skruer sig op af terrænnet - henvender den kobberklædte bygning sig til byen og brugerne og markerer hospitalets nye hovedindgang og generelle fornyelse.