Nybyggeriet skal udover bl.a. kliniklokaler til læger og speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter rumme sundhedstilbud som hjemmesygepleje, sundhedspleje for småbørn og genoptræning sammen med boligsociale funktioner, sundhedscafé, folkeoplysning og fitness.
Bygningen ligger hævet på en sokkel i forhold til omgivelserne, et grønt parklignende område, og får på den måde skulpturelle kvaliteter samt udsigt og integrerede opholds- og siddepladser - et naturligt mødested, hvor park og bygning mødes.
Vejen gennem huset danner en sløjfe – en løsning, der giver korte afstande og gør det let at orientere sig. Et gennemgående fælles strøg virker samlende i forhold til de forskellige funktioner – særligt fordi brugere og beboere herfra har udgang til en række grønne gårdrum, henholdsvis haver i stueplan og tagterrasser på førstesalen.
Et særligt fokus på tilgængelighed for alle grupper betyder, at sundheds- og kvarterhuset er indrettet med bl.a. særligt brede gange og ekstra rumlige toiletfaciliteter samt fx allergivenlige byggematerialer og beplantning.