Det grundlæggende koncept er et byggeri baseret på simple arkitektoniske former og med et terrasseret layout, som gør det muligt at variere og forskyde de enkelte bygningsdele, så de alle er smukt og præcist integreret i landskabet. En sikkerhedsmur omkring bygningerne er ikke nødvendig – sikkerheden er integreret i bygningens form, der er skitseret som en krans omkring et stort indre, grønt landskab. Store vinduer på ydersiden inviterer udsigten over fjorden ind.
Målet har været at skabe et hjemligt miljø med en varm atmosfære i langt højere grad end en institution, bl.a. i kraft af materialevalget og et varieret udbud af faciliteter. Patienterne kan frit vælge deres eget niveau af privathed - lige fra beskyttede indendørs områder med maksimal ro til mere livlige, sociale fællesarealer.
Kontakten til det smukke landskab er afgørende for projektets helbredende aspekter. En gangsti, der slår et cirkelslag, fungerer som den væsentligste forbindelse mellem sengestuer, hovedhovdgang og fællesrum, samtidig med at den er en oplevelse i sig selv.
Fokus på differentieret behandling i forhold til den enkelte patient går hånd i hånd med målet om at skabe den bedst mulige arbejdsplads for medarbejderne.