Et centralt formål med ombygningen af sengeafsnittene er, at firesengsstuerne skal omdannes til patientværelser med plads til 1-2 patienter. Værelserne vil være indrettet til en enkelt patient med plads til en overnattende pårørende, men vil også kunne bruges til to patienter. Det gør rummene fleksible i forhold til antallet af indlagte patienter.
De nye patientværelser vil blive indrettet med lyse, varme farver, der skal give det kliniske miljø en mere hjemlig dimension. Flere nye tekniske installationer skal samtidig gøre livet lettere for patienterne. Heriblandt hæve-sænke-toiletter og særlige ruder, der giver udsyn til gangen, men som også er designet, så patienterne kan gøre glasset mat med et enkelt tryk på en knap, hvis man ønsker privatliv.
Ombygningen af sengeafsnit på Hvidovre Hospital er en del af Kvalitetsfondsprojektet Nyt Hospital Hvidovre. Et projekt der også omfatter ombygning af ambulatorier og en udvidelse af hospitalet med 30.000 m² nybyggeri.