Det Teologiske Fakultet har til huse i bygningerne for det gamle Ortopædisk Hospital. I forbindelse med overtagelsen omdannede man de eksisterende bygninger, så de egnede sig til undervisningsbrug og tilførte en ny auditoriefløj med forelæsningssal og foyer. Auditoriefløjen vender ud mod Ringgaden, og med sit store vindue åbner den vægtige bygning sig for forbipasserende, som kan kigge ind og se, hvad der foregår i foyeren. Den røde murstensfacade og det store glaspartis udformning harmonerer både med Nobelparkens udseende, de eksisterende hospitalsbygninger og Ringgadens andre nærliggende byggerier.
Den ny hovedindgang er placeret mellem de eksisterende bygninger og den nye fløj. Når man kommer indenfor, møder man straks kunstneren Jens Birkemoses store farvestrålende keramikvæg, der elegant danner bro mellem det nye og det gamle.