Tårnet er en udvidelse af Panum, KU’s Sundhedsfaglige Fakultet, og rummer både forsknings- og undervisningsfaciliteter samt et konferencecenter med auditorier og mødelokaler, der er opkoblet til den nyeste teknologi.
For at skabe en arkitektur for sundhedsforskning i verdensklasse er det vigtigt at skabe et sted med mange muligheder for at mødes – både på tværs af forskellige faggrupper og på tværs af offentligheden og forskningsmiljøet. Herved udbredes forskningsaktiviteterne, og der opstår vidensdeling og inspiration til ny banebrydende forskning.
Ved at udforme bygningen som et tårn, er der blevet plads til en grøn og urban campuspark, der er offentlig tilgængelig, og herved inddrager og udvikler det omkringliggende bykvarter. "Den svævende sti" fører gående og cyklister henover dele af Mærsk Tårnet, hvor offentligheden har mulighed for at komme helt tæt på bygning og forskere samtidig med, at der skabes en ny forbindelse mellem Nørre Allé og Blegdamsvej.
Tårnet hviler på en lav base, der indeholder alle fælles faciliteter. Basen er offentlig tilgængelig og fremstår, med sin transparente glasfacade, åben og i tæt dialog med de grønne omgivelser.
I selve tårnet ligger forskningsfunktionerne med innovative og moderne laboratorier. Funktionerne er for hver etage bundet sammen i et effektivt loop, hvilket giver korte afstande og styrker muligheden for samarbejde.
Tårnet bindes sammen både horisontalt og vertikalt af et åbent atrium, hvor en gennemgående skulpturel vindeltrappebåde visuelt og fysisk forbinder de femten etager. Rundt om trappen ligger der for hver etage et åbent og indbydende "Forskertorv", der fungerer som et naturligt mødested og fællesskabsrum for de mange ansatte. Et skår i facadens kobberskodder synliggør vindeltrappen og forskertorvene udefra og sikrer, sammen med den åbne base, synlighed i forhold til aktiviteterne i tårnet.
Tårnets facade er inddelt i en grid-struktur af etagehøje kobberbelagte skodder. Skodderne fungerer som en klimaafskærmning, der bevæger sig og efter behov skærmer mod direkte sollys og overophedning. Samtidig giver skodderne facaden en dyb reliefvirkning og nedbryder tårnets store skala.
Tårnet har Danmarks mest energieffektive laboratorier, hvor spildenergi bliver genbrugt til en hidtil uset grad, hvilket, i kombination med facadens klimaafskærmning, gør bygningen til en pioner inden for energieffektivt laboratoriebyggeri.
Maersk Tower - Booklet