Husets innovative og dynamiske karakter er udtrykt gennem spiral-formen: På facaden strækker vinduesbåndene sig mod himlen, så de tager sig ud som en glasspiral omkring byggeriets seks etager. Indvendigt er det hovedtrappen, der løber som en spiral mellem etagerne i det samlende atrium. Formen har desuden den praktiske fordel, at den lader en nødvendig brandvej skære igennem byggeriet.
Bygningen er et af de første kontorbyggerier herhjemme i lavenergiklasse 1, dvs. at energiforbruget er halveret i forhold til bygningreglementets mindstekrav.
Det lave energiforbrug opnås bl.a. ved højisolerede ruder samt ekstra isolering af alle byggeriets yderflader. Et andet tiltag er fx et intelligent ventilationsanlæg, der indstiller sig efter, hvor mange mennesker, der opholder sig i hvert enkelt rum.