En gennemgribende renovering omdannede Gravene fra en uskøn parkeringsplads til et klassik bytorv i et tidløst design. Torvets springvand fra 1927 er stadig torvets omdrejningspunkt og understøttes af en komposition af klassiske virkemidler som en lang, præcis stammehæk og vandrender i asymmetriske specialstøbte betonelementer. Springvandet fremhæves af granitbelægningens geometriske mønstre, som hæver sig med en svag stigning mod torvets midte.
I vandrenden recirkuleres regnvand med en delikat rislen som pendant til Møllestrømmens brydende vandmasser. Vandrenden markeres om aftenen af fiberlys. Der er siddeplinte af afsyret beton samt et let forhøjet plateau der danner en ekstra scene i byrummets scenografi. Vejene langs bygningernes facader er belagt med chaussesten, cykelstierne er udført med granitfliser og fortovene langs facader med klassiske gule klinker. Gravene er blevet byens absolutte midtpunkt, og anvendes til blandt andet jazzfestival, torvedage og byfester.