Mod husets østside er der anlagt en sansehave som et intimt uderum i kontrast til den naturlige vegetation på grundens sydskråning. Sansehaven er anlagt omkring et bassin, der reflekterer haven ind i bygningens tilstødende mødelokale. Mod vest er der anlagt et orangeri med tilstødende opholdsterrasse disponeret omkring et spejlbassin.
Havens formgivning er styret af ønsket om, at såvel kørestole som senge kan køres ud i anlægget, så alle beboere kan få glæde af haveanlægget. For at lette kørslen med senge er belægninger udført med gummiasfalt med afrundede kurver.
Der er lagt vægt på størst mulig variation i havens plantevalg, således at den fremstår frodig fra tidligt forår til langt hen i efteråret. For at udvide beboernes muligheder for oplevelsen af planter og vækst er der ligeledes anlagt atriumhaver med planter fra henholdsvis Middelhavsområdet og Østen for herved at fordre beboernes erindring om tidligere rejser.