Aalborg Forsyning ønskede en revitalisering af området omkring den eksisterende administrations- og mandskabsbygning på Rensenalæg Vest. Området er karakteriseret ved markante bygningsværker og tekniske anlæg i brune teglsten, omgivet af velorganiserede udearealer og store klippede græsflader. Hele anlægget er afgrænset af et voldanlæg med beplantning, der skaber et veldefineret område i kontrast til den omkringliggende vilde natur og fjord.
Harmoni og kontrast
Den nye landskabsbearbejdning understøtter og forstærker denne kontrast. Skarpe linjer og stramme afgrænsninger af belægning og beplantning præger anlægget og står i kontrast til den vilde natur. Dette fremhæver stedets markante bygningsværker. Belægninger og inventar fremstår robuste og moderne med varme, taktile materialer, der bløder de skarpe linjer op i mindre skala. Renseanlægget tiltrækker mange besøgende, herunder skoleklasser og foreninger. En væsentlig del af opgaven har været at styrke tilgængeligheden for alle, inklusive mennesker med fysiske handicap. Adgangen til bygningen er styrket med nye ”svævende” trapper og en rampe skåret i landskabet ligesom, der er etableret udendørshåndvaske.
Teglklinker er valgt som belægning for deres varme materialekarakter, der harmonerer med de eksisterende bygninger i brune teglsten. Formålet med teglklinkerne er at bringe mere materialekarakter tæt på bygningerne som en erstatning for beplantning. Sammen med betonfliser og cortenstål kan landskabets skarpe linjer og industrielle karakter markeres og understreges yderligere.