Projektet består af to hovedelementer – ”Ringen” og ”Aktivitetsbåndet”. ”Ringen” er parkens store multifunktionelle eventrum og består af et cirkelformet græsareal med en forhøjet stenbelagt scene i midten og siddelandskaber i periferien. Her er der plads til opvisninger og større arrangementer, men det indbyder også til spontane møder og aktiviteter. ”Ringen” ligger i midten af parken og fremstår med sin store åbne flade som en lysning mellem de omkringliggende tæt beplantede skovområder.
Omkring ”Ringen” ligger ”Aktivitetsbåndet”. Mens ”Ringen” kan rumme store og festlige arrangementer, udgør ”Aktivitetsbåndet” parkens levende hverdagsrum. Båndet består af små dedikerede aktivitetsøer, der tilbyder et væld af muligheder for fysisk udfoldelse og uformelle sociale mødesteder. I modsætning til ”Ringens” store åbne flade, tilbyder ”Aktivitetsbåndet” en mindre og mere intim skala med små opholdsnicher, nye habitater, sanselige oplevelser og små hverdagsfunktioner, der omkranser de mange forskellige aktivitetsøer. Med SlottsskogsRingen forenes nye cutting edge aktivitetsmiljøer med traditionelle rekreative parkfunktioner og opholdsmuligheder, og skaber herigennem en ny destination i byen. Et nyt parkrum med plads til alle, hvor bevægelse og leg bliver en social platform for møder på tværs af generationer og akvititetsniveau.