Målet for bygherren, Aarhus Kommune, har været at skabe et foregangsbyggeri inden for kontorbyggeri med et energiforbrug på passivhus-niveau og et godt indeklima.
Facaden fortæller historien om et byggeri, hvor miljødesign er brugt som helhedsgreb. Som markante, skulpturelle elementer indgår i facaden en 200 m2 let hældende lamel-væg af solceller samt en 170 m2 lodret stående solvæg. Væggen af solceller producerer strøm til byggeriet. Solvæggen, der indgår som et lodret element i husets hjørneafslutning, samler energi, der i årets kolde måneder opvarmer indblæsningsluften til kontorerne og i de varme måneder bliver brugt til køling af kontorerne.
Kontorbyggeriet har en stor sydvendt facade og dermed et stort solindfald. For at skærme for solen er vinduerne også trukket tilbage, ligesom de har skyggepaneler - panelerne er beklædt med solceller, og producerer således også strøm til kontorerne. Der er også gennemgående valgt energivenlige materialer med en ultra lav-varmeledningsevne, fx vakuum-isolerede vinduer. Byggeriet er dobbelt så tæt i sine konstruktioner, som det danske bygningsreglement kræver.
Byggeriet opfylder således kravene til Lavenergiklasse 2015, skærpet med elementer fra den tyske passiv-standard - således samlet varmeforbrug på max. 15 kWh/m2/år og et generelt energiforbrug på max 50 kWh/m2/år.