Overbygningen er opført i glas med en forpatineret kobberbeklædning, som refererer til Badeanstalten og ikke mindst Domkirkens kobberafslutninger. Overbygningen er hævet, så der er visuel kontakt med gaden tolv etager nede. På den måde bliver terrassen til en 'præsenterbakke' med de ypperste byplantræk i Aarhus: Åen, Domkirken og den gamle kystlinje. Selve tegnestuen ligger på sammenhængende, åbne etager, der bindes sammen af ét langt, skulpturelt trappeforløb gennem alle etagerne.