Fjordportens hovedmål er at kombinere vellykket trafiklogistik med gode indvendige og udvendige byrum. Dette opnås gennem høj arkitektonisk kvalitet og en effektivisering af overgangene mellem de forskellige transportmidler. En tydelig arkitektonisk identitet og en gennemarbejdet miljøprofil definerer projektets slutresultat.
Bebyggelsen består af et tårn med en base. Tårnet rummer hovedsageligt kontorer mens basen indeholder servicefunktioner for de rejsende. Bygningsvolumenet spiller sammen med det højtrejste ”katedralrum” i den eksisterende Østbanehallen og har en nedtrapning med inspiration fra Oslos landskab og bebyggelse. Bygningens materialer hentyder subtilt til den gang byen var bygget i træ ved at kombinere brugen af træværk med moderne materialer som beton og højteknologisk glas.
I tårnet er der rigeligt med dagslys. Arbejdspladserne har fælles infrastruktur, pauserum og uformelle mødepladser for at opnå et fleksibelt og mobilt arbejdsliv. ”Grønne lunger” i form af vertikale forbindelser over flere plan og terrasser med beplantning giver god kontakt med byen og landskabet. For at højhuset skal bidrage til bylivet, er der planlagt offentlige arealer i tårnet. Det giver et spektakulært udsigtspunkt, der er tilgængelig for alle.
I basen er der skabt områder som er nemme at orientere sig i. Bygningsstrukturen er tydelig og er tilrettelagt med gode forbindelser mellem de forskellige transportmidler. En pergola i en let fletværkskonstruktion af træ definerer centralbanestationens nye hovedindgang mens rumlige amfitrapper kobler området til Østbanehallens madmarked. I basen sikrer udvendige atrier og ovenlys gode dagslysforhold.