Fremtiden for Randers ligger i et langt tættere samspil med floden - dens natur og dens rekreative muligheder. Udviklingen af byen mod Gudenåen med forbindelse til bæredygtig natur og fokus på klimatilpasning gør Randers til en innovativ og fremtidssikret by. Planen skaber to forskellige blå rum, der præger og farver en række nye bykvarterer – et stærkt naturpræget rum langs Gudenåen og urbant vandrum omkring det nordlige havnebassin, som via en sluse kan fungere som rekreativt bassin og regnvandsreservoir. Med disse to markante vandrum genskabes den historiske forbindelse til Gudenåen med nye vand-, natur, og kulturoplevelser midt i byen.
Løftestang der styrker byen
Der er lagt vægt på at projektets vision er økonomisk realiserbart og bliver en central løftestang i at styrke byen - både for Randers’ egne borgere og for nye tilflyttere.
Randers’ syd- og nordside bindes sammen over Gudenåen ved at skabe attraktive forbindelser til fordel for de bløde trafikanter. Infrastrukturen bliver forbedret med gode stiforbindelser, cykel-loops og nye byrum. Forbindelserne skaber grobund for en række nye bykvarterer, der på hver deres måde træder i karakter og giver noget helt særligt til byen, f.eks. i samspil med de tidligere industribygninger og bynaturen. Tilsammen udgør de en mangfoldig dog sammenhængende og mere levende by.
En nærværende natur
Projektet skaber plads til mere natur og en styrket biodiversitet i Randers ved at friholde store arealer langs Gudenåen for fremtidig byudvikling, så der værnes om den natur, der allerede eksisterer og samtidig skabes nye naturarealer med levesteder for dyr og planter. Både vild natur, hvor menneskene højst er på besøg, og natur, hvor borgere og beboere nemt kan opholde og udfolde sig - som en del af hverdagen.
Planens klimastrategi prioriterer de steder langs vandkanten, hvor investeringer i højvandsbeskyttelse giver størst merværdi for byens liv og de nye udviklingsområder. Historiske og kulturelle knudepunkter langs vandkanten opgraderes til nye attraktive by- og vandrum, der hylder byens puls, byens industrihistorie og mødet med vand og natur. På den måde bruges klimaløsningerne i forslaget på innovativ vis som løftestang for at bringe mere natur ind i Randers, samle byens liv og skabe fornyet fysisk og mental sammenhæng på tværs af Gudenåen.