Gemini renoveres og moderniseres, så den opfylder det tekniske universitet TU Eindhovens ambitioner inden for bæredygtighed, teknologi, uddannelse og forskning. Det nye Gemini skal sikre, at universitet kan møde fremtiden med moderne og læringsoptimerede faciliteter.
TU/e blev tegnet af den hollandske arkitekt S.J. Van Embden i 1974. Embdens arkitektoniske visioner bibeholdes i det nye Gemini, og kan ses i arkitekturens robusthed og den blottede konstruktion. En facade i glas giver gennemsigtighed til konstruktionen, og viser de tekniske funktioner, der er indlagt i bygningen, men giver også en transparens til bygningens aktivitet. Den nye facade og bedre isolering lever op til de moderne standarder inden for miljø og energi.
Forskellige loftshøjder giver plads til alle funktioner
Bygningen er delt op i to afdelinger, som består af en afdeling med administrative funktioner og en afdeling med tekniske laboratorier. I den administrative afdeling er de tekniske installationer lagt ind i en sidevæg i rummet, fremfor traditionelt at være installeret i loftet. Det giver behagelig loftshøjde samtidig med at der er plads til moderne elektriske installationer. I den anden side af bygningen er den tekniske afdeling placeret og har en højde på 1,5 etage, hvilket giver mere plads til de tekniske installationer, maskiner og andet der skal være i et laboratorie.
Centralt i bygningen er der placeret en trappe, der giver et unikt udsyn til de varierende etager på de to sider. De to afdelinger er forbundet med flere atrier, som giver dagslys hele vejen ned igennem bygningen. Dermed skabes et betydeligt mere energivenligt byggeri, som samtidig understøtter moderne læring og forskning i en historisk vigtig ramme, som også i fremtiden vil udgøre en vigtig del af universitetets identitet.