På én af de bedste placeringer langs Limfjorden i Aalborg, ligger boligtårnet Aksholm og boligkarréen Kulturrækken.
Projektet omfatter et 12-etagers boligtårn og en femetagers boligkarré, som sammen udgør en helhed med et klassisk arkitektonisk udtryk i tegl. Bygningerne samler områdets forskellige strukturer og fungerer som et centralt punkt mellem de nye og gamle kvarterer, med fokus på kvalitet i materialevalg og detaljer, hvor design og funktionalitet forenes.
Boligtårnet er let og transparent med en glasinddækket stueetage til erhverv, der bidrager til et levende byliv. Facaderne kombinerer tegl og eloxeret aluminium i varme, brunlige nuancer, som tilføjer dybde og elegance, og er valgt for deres holdbarhed og æstetiske kvaliteter. Dette sikrer en lang levetid og en robust visuel identitet. Indeliggende altaner forstærker det vertikale udtryk og skaber udendørs opholdsarealer med udsigt over Limfjorden.
Kvalitet i fokus
Kulturrækken er navngivet efter sin beliggenhed ved Kulturtorvet, Musikkens Hus og kulturhuset Nordkraft. Den anerkendte street art-kunstner Burn On, der er kendt for flere gavlmalerier i Aalborg, har udsmykket to opgange med portrætter af 12 udvalgt kunstnere, som ikke blot drager dem, der går ind i bygningen, men også dem, der passerer forbi.
Kulturrækken indeholder studio-lejligheder med højt til loftet og hems i stueetagen, mens de øverste etager byder på åbne, lyse planløsninger med god mulighed for personlig indretning. Begge bygninger optimerer dagslys med gulv-til-loft-vinduer.
Boligtårnet afsluttes med tagterrasser, der giver beboerne eksklusive opholdsmuligheder i højden. Valget af kvalitetsmaterialer går igen i byggeriets indre med holdbare gulve i tegl og anvendelsen af træ til indvendigt inventar og beklædning. Det binder byggeriet sammen som en helhed og skaber et varmt og trygt miljø sammen med oplevelsen af kvalitet.
Fællesfaciliteterne inkluderer en foyer og adgang til en grøn fælleshave. Parkeringskælderen med depot- og cykelopbevaring er udført i varme farver, træ og ovenlys, som skaber en lys og tryg atmosfære. Aksholm og Kulturrækken repræsenterer således et boligbyggeri, hvor kvalitet, fællesskab og æstetik går hånd i hånd og skaber en levende bydel.