Elementfacader er normalt domineret af brede baner af fugemasse, der i en monoton struktur forbinder de præfabrikerede dele.
For at gøre op med ensformigheden har C.F. Møller udviklet en ny type betonelementer, hvor skalteglene veksler i dybde. Det skaber et spil af forskydninger, der lægger fugen i skygge. Samtidig opstår et facademønster, der korresponderer med murmønstrene på Frederiksbergs ældre ejendomme.
Facaden på Nimbushuset er i øvrigt karakteriseret ved de grafiske motiver af Nimbus-motorcykler på altanglasset. De fortæller stedets historie, for motorcyklerne blev i sin tid til her.
Opgaven er et forsøgsprojekt sat i gang af De Forenede Ejendomsselskaber. Projektet udspringer af konceptet Bedre Billigere Boliger, hvor målet er at udvikle nye boliger, der forener nytænkende og oplevelsesgivende arkitektur med ultralave byggeomkostninger.