Byggeriet ligger ud mod Kammas Have og består af karreen Fristrup Hus og Tuxens Tårn, der bygges sammen omkring et frodigt gårdmiljø. Bebyggelsen indeholder 181 lejligheder i karré og tårn samt erhvervslejemål i tårnets base.
C.F. Møller Architects har været med til at udvikle lokalplanen for Carlsberg Byen og bebyggelsen fremstår i tråd med denne som et varieret volumen med tilbagetrækninger i facaden ud mod de tætte bygader og pladser. Dette skaber liv, rytme og relief i facaden med en rig variation af tagterrasser, altaner og byhaver i stueetagen.
Karreen er gennembrudt af porte og passager, som giver offentlige og uformelle ankomster til den grønne gårdhave og videre til Kammas Have. På denne måde syr Fristrup Hus og Tuxens tårn sig naturligt sammen med de omkringliggende pladser og gaderum. Øverst på karreen skyder to taghuse sig op med hver sit selvstændige og lette udtryk og bliver således en nyudvikling af københavnerkarreens hjørnemotiver, tårne og spir.
Både karré og tårn er udført i rødlige og mørke nuancer af tegl, som indskriver sig enkelt og klart i Carlsberg Byens materiale- og farvepalette. Bebyggelsen er opdelt i mindre byhuse med tydelige facadeskift, som skaber variation og bygger videre på Carlsberg Byens håndværkstradition med fine detaljer i mønstermurværk.