Søren Adamsen har første dag hos C.F. Møller mandag den 2. september. Søren er mere end bekendt med branchen efter over 20 år hos COWI. Han var bl.a. COWIs projektdirektør på byudviklingsprojektet Lynetteholmen i København og har generel god indsigt i alle byggeriets faser i alle skalaer.
”Jeg har nærmest altid kendt til C.F. Møller og blev tidligt præget, da jeg er uddannet på Aarhus Universitet. Jeg har altid opfattet C.F. Møller som en garant for løsninger med en positiv effekt på vores samfund, og det ser jeg meget frem til at være en del af, siger Søren Adamsen, som i udgangspunktet får sin faste stol på hovedkontoret på Europaplads i Aarhus.
C.F. Møller Architects er en af Skandinaviens største uafhængige arkitektvirksomheder og kan i år fejre 100-års jubilæum. C.F. Møller beskæftiger ca. 300 medarbejdere og har kontorer i Aarhus, København, Aalborg, Stockholm, Malmø, Oslo og Berlin.
Om Søren Adamsen
Søren Adamsen er cand.scient.pol. (Master of Political Science) fra Aarhus Universitet og har en MBA fra Henley Business School i England. Søren har været hos COWI siden 2003 i en række forskellige roller og senest som Executive Business Development Director i COWI International. Tidligere har han bl.a. været Vicekontorchef i Vestsjællands Amt efterfulgt af fem år for Europa-Kommissionen og to år som vicekommunaldirektør i Midtdjurs Kommune.
Derudover har Søren haft en række bestyrelsesposter; dels internt I COWI og i EFCA (European Federation of Engineering Consultancy Associations), herunder formand for ”Green Deal Commitee” og FRI (Foreningen af rådgivende ingeniører) og har desuden tidligere i en årrække været ledelseskonsulent i DBU og Dansk Idrætsforbund og været en del af ”ARoS Ambassadors” på kunstmuseet ARoS i Aarhus.