Maibritt Dammann kom til C.F. Møller direkte efter sin uddannelse som arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus. Hun blev Head of Healthcare i 2021, associeret partner i 2022 og nu partner per 1. maj 2025.
Hun har arbejdet på en række betydelige og prisvindende sundhedsprojekter som Akut- og Infektionsklinikken i Malmø og Aarhus Universitetshospital – Danmarks første supersygehus, der blev indviet i 2017, til tiden og inden for budgettet.
Senest har Maibritt stået i spidsen for vinderprojektet for et universitetshospital i Hannover, udviklet i samarbejde med tyske HENN. Projektet markerer det fjerde store hospitalsprojekt i Tyskland, hvor Maibritt har været en drivkraft.
Derudover omfatter hendes internationale erfaring sundhedsbyggerier i UK, Irland, Finland og Baltikum.
Maibritt Dammann er desuden udpeget som jurymedlem for EUmies Awards Young Talent 2025.