En vigtig del af LEGO Campus er 'People House', et koncept udviklet i tæt samarbejde med medarbejderne, der giver alle kolleger mulighed for at netværke og lege i og efter arbejdstiden. De første tanker om People House blev udviklet tilbage i 2014. People House er blot en af de mange funktioner på tværs af bygningen, der skaber et mere fleksibelt miljø for arbejde og leg og afspejler den hybride måde at arbejde på, der findes i hele LEGO Koncernen. People House er skabt som et sted for afslapning, inspiration og genopladning og har mange forskellige faciliteter, blandt andet et topmoderne fitnessområde, kreative værksteder, et LEGO ’homestay’ for besøgende medarbejdere, en biograf, udendørs park og aktivitetszoner, køkken til fælles madlavning og netværk og en sundhedsklinik. Medarbejdernes familier er også velkomne til at benytte faciliteterne.
Niels B. Christiansen, administrerende direktør i LEGO Koncernen, siger: "Det er et stort øjeblik at se vores nye Campus officielt åbent efter mange års planlægning og byggeri. Mange kolleger har bidraget til at forme en arbejdsplads, der afspejler vores værdier og indbyder til leg og kreativitet, ikke kun for vores medarbejdere i Billund, men for alle vores LEGO kolleger over hele verden, der regelmæssigt kommer på besøg. Vores mission er at inspirere børn, så det er vigtigt, at vi skaber en levende, legende arbejdsplads, der gør det muligt for medarbejderne at levere inspirerende oplevelser for børn".