Larvik - C.F. Møller Architects skal udvikle strategien for ”Knutepunkt Larvik og indre havn” - C.F. Møller. Photo: Larvik Kommune
Therese Mælen-Ødegaard - C.F. Møller Architects skal udvikle strategien for ”Knutepunkt Larvik og indre havn” - C.F. Møller. Photo: Mew
10.2.2026

C.F. Møller Architects skal udvikle strategien for ”Knutepunkt Larvik og indre havn”

C.F. Møller Architects er i samarbejde med WSP Norge valgt af Larvik Kommune til at udarbejde områdeudviklingsstrategien for Knutepunkt Larvik og indre havn. Opgaven blev tildelt efter en konkurrence med i alt 19 indleverede tilbud.

 

Projektet er et centralt byudviklingsgreb i Larvik med målet om at styrke forbindelsen mellem byen og fjorden og udvikle et fremtidssikret knudepunkt omkring jernbanestationen. Arbejdet skal resultere i en overordnet og realiserbar strategi, der danner ramme for videre planlægning og realisering af området.


Ifølge Larvik Kommune blev C.F. Møller valgt, fordi teamet viste særlig god forståelse for opgavens kompleksitet og ambitioner.


– C.F. Møller trak det længste strå, fordi de viste en meget god forståelse for det, vi efterspurgte, siger projektleder Ole Sannes Riiser.


Opgaven indebærer at udvikle et helhedsorienteret strategisk grundlag for områdets transformation, blandt andet gennem fastlæggelse af gade- og byrumstruktur, mobilitet, funktionsfordeling og kvalitetsprincipper. Strategien skal sikre, at udviklingen er realiserbar både fagligt og økonomisk.

For C.F. Møller Architects repræsenterer opgaven en yderligere styrkelse af tegnestuens arbejde i Norge og inden for strategisk by- og infrastrukturudvikling i Skandinavien.

 

– Med Larvik ser vi et område med stort potentiale, men også et komplekst knudepunkt, hvor mange hensyn skal balanceres. Vores opgave bliver at bidrage til at knytte byen og vandet tættere sammen og skabe et helhedsorienteret grundlag for den videre udvikling, siger Therese Mælen-Ødegaard.


Arbejdet gennemføres i tæt samarbejde med Larvik Kommune og relevante aktører og forventes afsluttet i 2026.

 

Stor erfaring med udvikling af byområder
C.F. Møller Architects har ekspertise inden for by- og landskabsudvikling og arbejder i Norge med udviklingen af Mjøsfronten, som nu er under realisering. I Aalborg er et helt nyt område under etablering med Stigsborg Havnefront, her står tegnestuen også bag den prisbelønnede Aalborg Havnefront. I Sverige arbejder C.F. Møller med transformationen af Pripps Bryggeriets tidligere faciliteter til et sted for sport, kultur, oplevelser og handel i Bällsta Hamn. I Odense er et tidligere gråt industriområde ved at blive transformeret til et nyt grønt bykvarter med udviklingen af Dalum Papirfabrik.

Om Larvik

Larvik er en kystby i Vestfold fylke i Norge med omkring 49.000 indbyggere, beliggende sydvest for Oslo. Byen har en lang maritim historie og er kendt for sin nærhed til fjorden, kulturhistoriske miljøer og stærke forbindelser til regionens transportnetværk. Udviklingen af Knutepunkt Larvik og indre havn er et centralt byudviklingsprojekt, som skal styrke forbindelsen mellem centrum, fjorden og jernbanestationen og bidrage til en mere attraktiv og sammenhængende by.

 

Mere om projektet
Udviklingen af Knutepunkt Larvik og indre havn etablerer et helhedsorienteret strategisk rammeværk for transformationen af et centralt havne- og stationsområde med mål om at styrke forbindelsen mellem byen og fjorden og skabe grundlaget for fremtidig realiserbar byudvikling.
Projektet omfatter udarbejdelsen af en områdeudviklingsstrategi for områderne omkring Larvik jernbanestation og indre havn – et af de vigtigste byudviklingsgreb i Larvik i de seneste årtier. Strategien definerer det overordnede byplangreb og fungerer som et styrende, ikke juridisk bindende rammeværk for videre planlægning og realisering. Arbejdet adresserer et komplekst knudepunkt præget af infrastruktur, kulturhistoriske værdier og store transformationspotentialer med målet om at skabe en sammenhængende bydel med stærke urbane kvaliteter og bedre kontakt til vandet.
Projektet udvikles i tæt samarbejde med Larvik Kommune og lokale aktører gennem omfattende inddragelsessprocesser. Resultatet skal danne grundlag for en ny bydel, hvor mobilitet, byliv og landskabskvaliteter integreres i en samlet helhed.

 

Nyhed Larvik Kommune

Flere nyheder

 
Vis flere nyheder