12.12.2025
C.F. Møller Architects vinder 3 X Årets Byggeri 2025
Hele tre projekter fra C.F. Møller modtager prisen som Årets Byggeri 2025 og to projekter modtager hædrende omtale.
Årets Byggeri er en national hæderspris, som hvert år i december tildeles årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning. I år vinder C.F. Møller Architects Årets Byggeri med WoodHub i kategorien Erhverv, et nyt kontorhus for en række styrelser i Odense og et pionerprojekt indenfor træbyggerier, ObelHus i kategorien Bolig, som er en transformation af en oprindelig tobaksfabrik i Aalborg til nye boliger med respekt for kulturarven samt sØværket i kategorien Udenrum, som er et tidligere vandværk transformeret til kombineret bypark, regnvandsbassin og varmeværk.
C.F. Møller modtager desuden hædrende omtale for klimaprojektet Storkeengen ved Randers, som klimasikrer Gudenåen og Randers og samtidig skaber et nyt rekreativt område for byens borgere, og for projektet Stigsborg, som er omdannelsen af et tidligere industriområde ved Limfjorden i Nørresundby til et nyt attraktivt boligområde.